top of page
Mette Østman

EFTERÅRSFERIE I FILTVÆRKET

Opdateret: 8. jul.

Så fik vi afprøvet 'feriefilt' i Filtværket - en række af uafhængige workshopdage, som alle foregik i mit eget værksted. Tak til deltagerne, som turde binde an med den nye ide. Det har været både sjovt og hyggeligt, og det har givet nogle erfaringer, som vi kan bruge i fremtiden. Jeg tror ikke, at det bliver sidste gang, vi holder kurser over flere dage lige her i Filtværket.


Ofte er feriefilt med mig som underviser foregået på en højskole, hvor der både er overnatning, god forplejning og daglige ritualer, samt andre fag og undervisere at læne sig op af. Det var der ikke denne gang, og personligt savnede jeg morgensangen og andre højskolenoter, som jeg holder meget af.


Men der var også fordele ved at være i Filtværket:

Materialer og remedier var tilgængelige hele ugen, og jeg behøvede ikke at pakke bil og trailer med top for at have det hele med. Det handler jo ikke kun om at medbringe uld i den rette mængde og i de rigtige farver til et feriefilteforløb. I min undervisning bruger jeg også gamle projekter til at få ideer af og til at illustrere både vellykkede ideer og farvekombinationer plus deciderede fejl, som vi vælger at kalde 'erfaringer'. De kan nemt hentes frem fra gemmerne, når vi er i Ørstedsgade, og så bruges de til at understøtte kursisternes ideer.



Filtværket er et dejligt værksted at være i. Jeg nyder det hver dag. Bordene er store og de kan hæves og sænkes. Der er remedier nok til alle og en stor og solid centrifuge for eksempel. Med den kan man spare skyllevand, når filtning og valkning er tilendebragt, og sæben skal ud af ulden. Desuden er der filt alle vegne, som vi måske ikke selv bemærker i hverdagen, men kursister kan gå på opdagelse i den, og det er med til at skabe en god og kreativ stemning, som kan give næring til mange ideer.


Heldigvis er der også køkken og opvaskemaskine, hvilket er afgørende og nødvendigt, når vi skal spise og holde kaffepauser sammen. Fælles måltider er en vigtig ingrediens i både kursus- og højskoleliv. Når vi sætter os sammen ved bordet, får vi delt meget mere end det håndværk, vi er kommet for at lære, og alle dage blev der udvekslet både livserfaringer og holdninger. Vi lærer altid hinanden lidt mere at kende, hvis vi vil.


Ideen med at bruge aftenerne i værkstedet fungerer godt på en højskole, hvor alle er der alle dage. På vores 'feriefilt' var nogle deltagere med i alle dage, nogle færre eller kun enkelte dage, og overnatningen er ikke lige om hjørnet. Der blev ikke det samme aftenliv, som vi måske drømte om, men til en anden gang er det noget, vi vil tænke på.



En samlet udstilling af ugens magiske frembringelser er heller ikke mulig, når man ikke afslutter samtidig. Derfor må vi vise fotos fra hele ugen, for at dele glæden over det vi lærte og det, der blev lavet. Det var skønt at være med til.



Hverdagens medarbejdere i Filtværket skal også have tak. De hjalp med ugens opgaver i forhold til kurset, og de indrettede sig på nye måder, så der også blev produceret både filtæbler og nøgleringe.






99 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page